Auberginer med en bagt tomatcreme, ristede nødder og basilikum

Bløde, karamelliserede auberginer, en cremet og intens bagt tomatcreme samt sprøde, ristede nødder og basilikum. En dejlig ret med dybde, umami og en skøn balance mellem sødme, syre og varme krydderier.

De bagte auberginer får en silkeblød konsistens og en let røget smag, når de bages ved høj varme. De krydres med fennikelfrø og chiliflager, som fremhæver deres naturlige sødme og giver et let krydret twist. En intens og fyldig tomatcreme udgør bunden af retten. Tomaterne bages sammen med soltørrede tomater, hvidløg og timian, hvilket forstærker sødmen og dybden. Butterbeans tilføjes for at give cremen en silkeblød, luftig konsistens, samtidig med at de bidrager med planteprotein og mæthed. Ristede nødder eller pinjekerner tilfører en uimodståelig knasende kontrast til den cremede tomatbase og de møre auberginer. De vendes i den krydrede olivenolie auberginerne er bagt i og får en let karamelliseret smag. Friske basilikumblade runder retten af med en aromatisk og frisk note.

Den her ret er både glutenfri, laktosefri og fuld af næring. Prøv den og nyd den fantastiske kombination af skønne smage og teksturer.

Vi har samlet en række opmærksomhedspunkter under opskriften, som kan være handy at kende til, inden du går i gang.

Husk, at vi poster mange af vores opskrifter i videoformat på vores Instagram. Det kan tit være behjælpeligt, at se opskriften blive lavet i en video.

Forberedelsestid: 20 min.
Tilberedningstid: 40 min.
I alt:
 1 t.

Nok til 4 pers.

HVAD SKAL DU BRUGE:

AUBERGINER

  • 2 auberginer

  • Olivenolie

  • Salt og peber

  • 2 tsk fennikelfrø

  • 1 tsk chiliflager

TOMATCREME

  • 250 g tomater

  • 1/4 glas soltørrede tomater + olien

  • 1/2 tsk tørret chili

  • 1 fed hvidløg 

  • 1 tsk timian 

  • 1 tsk salt

  • 70 g tomatpure

  • 1 dåse butterbeans

TOPPING

  • 2 spsk ristede nødder/pinjekerner

  • 6-8 blade basilikum

HVORDAN LAVER DU DET:

  1. Forvarm din ovn på 220 graders varmluft. 

  2. Skær auberginerne i fire kvarte og vend dem i olivenolie, salt, peber, fennikelfrø og chili i et ovnfast fad.

  3. I et andet ovnfast fad vender du tomater skåret i halve, med resten af ingredienserne til tomatcremen bortset fra butterbeans.

  4. Bag begge dele i 40 min. ved 220 graders varmluft. Det er færdigt, når det har en godt branket overflade. 

  5. Rist i mellemtiden nødder/pinjekerner på en pande.

  6. Når det er færdigbagt blender du tomatblandingen sammen med butterbeans til en lind creme. Smør den så ud på dit serveringsfad og anret de bagte auberginer ovenpå.

  7. Vend de ristede nødder/pinjekerner i resterne af olien i det ovenfaste fad auberginerne blev bagt i og fordel blandingen udover auberginerne. Top også med frisk basilikum. Velbekomme!

OPMÆRKSOMHEDSPUNKTER

GLUTENFRI Retten er naturlig glutenfri.

LAKTOSEFRI Retten er naturlig laktosefri.

Forrige
Forrige

Filodejstærte med aubergine, sød kartoffel og feta

Næste
Næste

Vegetariske gyoza - japanske dumplings med soya med sort hvidløg og mangoeddike