Den bedste spidskålssalat

Kender I det, når man har en forkærlighed for en eller anden slags spise? Sådan har jeg det med den her salat. Jeg kunne spise den hver dag! Den rummer alt hvad en god og nem salat skal kunne - den har det søde, det sprøde, det salte og det syrlige - og så tager den ingen tid at lave! Ovnen gør alt arbejdet!

Forberedelsestid: 10 min.
Tilberedningstid: 25 min.
I alt: 35 min. 

Nok til 3-4 pers. som side

HVAD SKAL DU BRUGE:

SALAT

  • 1/2 spidskålshoved

  • 1 bundt dild

  • 1 dåse majs

  • 1 dåse kikærter

  • 60 g kapers

  • Feta

DRESSING (1 stort glas til opbevaring)

  • 3 tsk dijonsennep

  • 3 tsk honning

  • 1 spsk revet ingefær

  • 6 spsk olivenolie

  • 5 spsk vineddike

  • Salt

  • Peber

HVORDAN LAVER DU DEN:

  1. Forvarm din ovn på 220 graders varmluft.

  2. Læg majs, kapers og kikærter på en bageplade. Vend det hele i salt, peber og olivenolie og bag det så ved 220 graders varmluft i 25 min. til det har fået en sprød skorpe. Lad det efterfølgende køle af.

  3. Snit i mellemtiden spidskålen og dilden fint og lav dressingen. OBS! Ovenstående er til et stort glas dressing. Jeg plejer at lave meget dressing ad gangen - så har jeg altid lidt ved hånden.

  4. Når tingene fra ovnen har kølet lidt af, vender du det sammen med spidskålen, dilden og 3 spsk dressing.

  5. Top evt. af med lidt feta og servér med dine yndlings veggiedeller på siden. Find inspiration her.

  6. Velbekomme!

Forrige
Forrige

Stegt hjertesalat med burrata, avocadocreme & ristede hasselnødder

Næste
Næste

Nem, hurtig & lækker falafel bowl