Korean fried tofu sandwich
Craver du en eksplosion af smag og teksturer? Så lav den her korean fried tofu sandwich! Den består af en sprød, paneret tofu, en krydret miso-marinade og en asiatisk spidskålsalat og er bare en perfekt balance mellem sødt, salt og surt. Den er perfekt når du har lyst til lækkert og friskt comfort-food og kan snildt spises både til frokost og aftensmad.
Med ingredienser som gochugaru (koreansk chilipulver), miso og sesamfrø får du autentiske asiatiske smagsnoter, der kombineres med saftig lime, sprød spidskål og den cremede marinade-sauce. Tofuens gyldne, sprøde panering gør den så lækker, og når den marineres i den krydrede, søde og umamirige miso-sauce, løftes smagen bare til nye højder.
Den her korean fried tofu sandwich er nærmest en oplevelse i sig selv. Den kan serveres som en lækker street food-inspireret ret til frokost eller aftensmad eller som den vildeste ret dagen derpå.
Den sprøde tofu er perfekt friteret og stegt i en lækker, krydret miso-marinade, der giver dybde og varme. Frisk, sprød spidskål og koriander med lime balancerer det stærke og søde. For en cremet sauce kombineres marinadens intense smag med fraiche og både gochugaru, miso og sesamfrø bringer autentisk koreansk smag til retten.
De gyldne tofustykker lægges mellem sprødstegt surdejsbrød sammen med spidskålsalaten og saucen for en perfekt anrettet sandwich. En skøn fusion af sprødhed, krydderi og friskhed, der er så til velsmagende og tilfredsstillende.
Vi har samlet en række opmærksomhedspunkter under opskriften, som kan være handy at kende til, inden du går i gang.
Husk, at vi poster mange af vores opskrifter i videoformat på vores Instagram. Det kan tit være behjælpeligt, at se opskriften blive lavet i en video.
Forberedelsestid: 20 min.
Tilberedningstid: 20 min.
I alt: 40 min.
Nok til 2 sandwiches
HVAD SKAL DU BRUGE:
200 g tofu
1,5 dl mel
1,5 spsk majsstivelse
Salt og peber
4 skiver surdejsbrød
MARINADE
3 spsk miso
2 tsk gochugaru (ell. andet chilipulver)
1-2 dl vand
2 spsk soya
2 spsk honning
2 spsk sesamfrø
Saft af 1/2 lime
SALAT
1/2 spidskål
Saft fra 1 lime
8-10 stilke friske koriander
1,5 spsk olivenolie
Salt og peber
SAUCE
3-4 spsk marinade
2 spsk fraiche
HVORDAN LAVER DU DEN:
Skær brødet ud i skiver så de er klar
Skær spidskålen ud i tynde stykker, grovhak korianderne, put begge dele i en skål sammen med de andre ingredienser til salaten, vend det sammen og sæt det i køleskabet.
Lav så tofuen.
TOFUEN
Halver tofuen, hvis ikke den allerede er opdelt i to stykker.
Dub stykkerne tørre for væske og arranger følgende to tallerkner til paneringen:
I tallerken 1 skal du blande 0,5 dl mel, salt og peber
I tallerken 2 skal du blande 1,5 spsk mel, 1,5 spsk majsstivelse 0,3 dl vand og 0,4 dl soya
Dyp først tofustykkerne i tallerken 1 og børst det værste mel af. Vend det derefter grundigt i tallerken 2 og så igen i tallerken 1, så der kommer en anelse mel på ydersiden af dejen.
Hæld olivenolie eller raspolie i en pande eller gryde der lige akkurat er stor nok til de to stykker tofu. Når olien syder, friterer du de to panerede stykker tofu i 2-3 minutter på hver side til de bliver dejligt mørke. Lad dem derefter dryppe af på en rist eller på en tallerken med køkkenrulle.
MARINADEN
I en lille skål pisker du miso, gochugaru/chilipulver, vand og soya sammen.
Hæld det på en pande og varm det op et par minutter under omrøring.
Skru helt ned for varmen og rør honning, sesamfrø og limesaft i.
Skru op til middelvarme igen, tilsæt de panerede tofusykker og steg dem i marinaden et par minutter. Læg dem så til side.
Vend resten af marinaden med fraiche i en lille skål, så har du din sauce klar.
ANRETNING
Tilsæt lidt olie på panden og steg brødskiverne i resten af marinaden.
Vend spidskålsalaten sammen med dressingen og skær evt. tofustykkerne i skiver af ca. 0,5 cm.
Læg først lidt sauce på brødet, anret med spidskålen, tofuen og evt. lidt ekstra sauce. Top med den anden brødskive. Velbekomme!
OPMÆRKSOMHEDSPUNKTER
DEJEN I TALLERKEN 2 Er dejen i tallerken 2 alt for tyk, kan du tynde den med en smule vand eller soya.
GLUTENFRI Brug glutenfri mel, rasp og brød for en glutenfri version.
LAKTOSEFRI For en laktosefri version, brug laktosefri fraiche og tjek evt. brødet for laktose.
VEGANSK For en vegansk version kan du bruge en vegansk fraichen i saucen og eller udelade det helt og bare toppe med resten af marinaden.