Fried tofu cæsar sandwich
Den her fried tofu cæsar sandwich er den vildeste kombination af alt det bedste! Med sprødfriteret tofu, en fyldig cæsar-inspireret dressing og frisk hjertesalat på gyldent stegt surdejsbrød er sandwichen en velsmagende og mættende oplevelse. Ideel til frokost, aftensmad eller som et lækkert alternativ til klassiske sandwiches.
Fried tofu cæsar sandwichen giver dig alle de bedste elementer fra en klassisk cæsarsalat, bare pakket ind i en sprød, lækker sandwich. Med sine mange teksturer og smagsnuancer bliver den forhåbentlig hurtigt en favorit!
Tofuen er friteret til perfektion med en sprød soya-pankopanering, der giver en skøn tekstur og masser af smag. Cæsar-dressingen er cremet og fyldig lavet med kapers, sennep og parmesan (eller inaktiv gær), der giver den karakteristiske umami-smag. Vi bruger hjertesalat for at få så frisk og sprød en salat som muligt for at balancere de mere intense smage i sandwichen. Surdejsbrødet steges gyldent i tofuens olie for en ekstra sprød og aromatisk base.
Den her fried tofu cæsar sandwich er fyldt med både sprødhed, cremethed og dyb smag. Den er nem at lave og vil fungerer perfekt både som en fyldig frokost, en let aftensmad eller sågar som en del af en buffet til brunch eller frokostgæster. Du kan sagtens tilsætte ekstra toppings som syltede rødløg, avocado eller friske urter for endnu mere smag.
Vi har samlet en række opmærksomhedspunkter under opskriften, som kan være handy at kende til, inden du går i gang.
Husk, at vi poster mange af vores opskrifter i videoformat på vores Instagram. Det kan tit være behjælpeligt, at se opskriften blive lavet i en video.
Forberedelsestid: 15 min.
Tilberedningstid: 20 min.
I alt: 35 min.
Nok til 2 sandwiches
HVAD SKAL DU BRUGE:
TOFU
200 g tofu
1,5 dl mel
1,5 spsk majsstivelse
6 spsk pankorasp
Salt og peber
DRESSING
2 tsk kapers
2,5 tsk sennep
2 tsk æblevineddike
1 tsk soya
20 g parmesan/inaktiv gær
0,5 dl havremælk
2 spsk fraiche + 50 g tofu/100 g tofu uden fraiche
Salt og peber
ANDET
1 stort hoved hjertesalat
4 skiver surdejsbrød
HVORDAN LAVER DU DEN:
Lav først dressingen ved at stavblend alle ingredienserne sammen til en lind dressing. Smag den til med salt og peber og stil den så på køl.
Skær brødet ud i skiver, så de er klar og skær også hjertesalaten ud i mindre stykker og put dem i en skål.
Lav så tofuen.
TOFUEN
Halver tofuen, hvis ikke den allerede er opdelt i to stykker.
Dub stykkerne tørre for væske og arranger følgende tre tallerkner til paneringen:
I tallerken 1 skal du blande 0,5 dl mel, salt og peber
I tallerken 2 skal du blande 1,5 spsk mel, 1,5 spsk majsstivelse 0,3 dl vand og 0,4 dl soya
I tallerken 3 skal der være 6 spsk pankorasp
Dyp først tofustykkerne i tallerken 1 og børst det værste mel af. Vend det derefter i tallerken 2 og så i raspen i tallerken 3.
Hæld olivenolie eller raspolie i en pande eller gryde der lige akkurat er stor nok til de to stykker tofu. Når olien syder, friterer du de to panerede stykker tofu i 2-3 minutter på hver side til de bliver dejligt mørke. Lad dem derefter dryppe af på en rist eller på en tallerken med køkkenrulle.
ANRETNING
Steg brødskiverne i resten af olien fra tofuen.
Vend hjertesalaten med dressingen og skær tofustykkerne i skiver af ca. 0,5 cm.
Læg først salat på brødet, anret med tofuskiverne, evt. lidt ekstra dressing og top med den anden brødskive. Velbekomme!
OPMÆRKSOMHEDSPUNKTER
GLUTENFRI Brug glutenfri mel, rasp og brød for en glutenfri version.
LAKTOSEFRI For en laktosefri version, brug laktosefri fraiche og parmesan - og tjek evt. brødet for laktose.
VEGANSK For en vegansk version, brug da kun tofu i dressingen og brug inaktive gærflager i stedet for parmesan.