Basilikumolie
Hvis der er en ting jeg kan anbefale altid at have i dit køleskab, så er det hjemmelavet basilikumolie - en enkel, men smagfuld opskrift, der vil pifte dine retter op med en skøn friskhed og intens smag.
Du skal selvfølgelig bruge frisk basilikum og jeg vil klart anbefale dig at bruge økologisk basilikum, så du undgår pestider. De smukke grønne blade giver olien den smukkeste farve grundet klorofylet i bladene og beriger selvfølgelig olien med en skøn smag af basilikum.
Når det kommer til olie, vil jeg anbefale at vælge den bedste kvalitetsolie for at skabe så smagsfuld en base for din basilikumolie som muligt. Jeg vil anbefale enten at bruge en ekstra jomfru olivenolie eller en mere smagsneutral rapsolie.
En smule salt er nøglen til at fremhæve basilikummens naturlige smag og skabe en harmonisk balance.
Denne skønne, smukke, hjemmelavede basilikumolie er alsidig i sin anvendelse og kan bruges som dip, dressing, marinade eller som smagsgiver til en bred vifte af retter.
OBS. Du kan lave en basilikumolie, der enten er lidt grov i det eller en helt fin, klar olie. Den klare olie tager nogle timer at lave, da den skal sies gennem et stykke ostelærred, men det kræver ingen arbejdsindsats - blot en god omgang tålmodighed!
Husk, at jeg poster mange af mine opskrifter i videoformat på min Instagram. Det kan tit være behjælpeligt, at se opskriften blive lavet i en video.
Forberedelsestid: 5-10 min.
Tilberedningstid: 4-5 timer
I alt: 4-5 t. og 5-10 min.
Nok til en stor portion
HVAD SKAL DU BRUGE:
1 stor håndfuld basilikum
3 dl olie
Lidt salt
HVORDAN LAVER DU DEN:
Sørg for at vask basilikummen grundigt og blancher den kort i kogende vand.
Blend derefter basilikum og salt for at hjælpe blenderen på vej.
Blend så olien med og lad det blende i 5 min. På den måde opnår olien en temperatur på 60-70 grader hvilket er den optimale temperatur i forhold til at få frigivet så meget klorofyl som muligt (den grønne farve i bladene).
Du kan enten vælge at lade oliven forblive grov og hælde den direkte på flaske eller glas, eller du kan lade olien løbe igennem et ostelærred (det kan godt tage op til 4-5 timer) og så får du den fineste, klare basilikumolie.
Hæl derefter olien på flaske eller glas og opbevar det i køleskabet i op til 2-3 mdr.