Bagte butterbeans med aubergine, squash og kapers

Prøv den her nemme og smagfulde vegetariske ret, der kombinerer bagte butterbeans med møre auberginer, squash og kapers. Retten er krydret med spidskommen og chili samt tilsat hvidløg, honning og olivenolie, hvilket giver en perfekt balance mellem sødt, krydret og salt. En virkelig lækker og mættende ret, der både kan nydes som hovedret eller som en lækker side.

De store, cremede butterbeans giver en fyldig base med masser af plantebaseret protein og fibre. Auberginerne bliver så møre og saftige, når de bliver bagt, og tilføjer en nærmest kødfuld tekstur til retten. Auberginer tager også så gavmildt imod smag, så de er fantastiske med alle de smagsgivere, der er i den her ret. De milde og saftige squash suger også de mange smage til sig og giver en skøn konsistens til retten. De små, syrlige kapers tilføjer en saltet kontrast, der fremhæver de andre smage rigtig skønt. Hvidløgene giver en dybde til retten og spidskommen tilføjer en subtil, let røgsmag, der passer perfekt til grøntsagerne. Chilien tilfører en behagelig varme, som giver retten lidt ekstra kant og balanceres rigtig godt af honningens subtile sødme.

Den her opskrift på bagte butterbeans med aubergine, squash, kapers og krydderier er virkelig en smagsbombe. De nøje udvalgte ingredienser sikrer en velsmagende og mættende oplevelse, der både er sund og let at tilberede. Du kan både servere retten som hovedret med en skøn salat på siden eller som en side til en tærte eller nogle veggiedeller.

Jeg har samlet opmærksomhedspunkter under opskriften, som kan være handy at kende til inden du går i gang.

Husk, at jeg poster mange af mine opskrifter i videoformat på min Instagram. Det kan tit være behjælpeligt, at se opskriften blive lavet i en video.

Butterbeans fra dåse

Forberedelsestid: 5 min.
Tilberedningstid: 35-40 min.
I alt:
 40-45 min.

Tørre butterbeans

Forberedelsestid: 12 t.
Tilberedningstid: 1 t. 40 min.
I alt: 13 t. 40 min.

Nok til 4 pers.

HVAD SKAL DU BRUGE:

  • 275 g tørre butterbeans / 3 dåser butterbeans 

  • 1 aubergine

  • 1 squash

  • 1 glas kapers

  • 4 pressede fed hvidløg

  • 1 spsk æbleeddike

  • 4 tsk spidskommen 

  • 1 tsk chiliflager 

  • 1/2 spsk honning 

  • Godt med olivenolie 

TOPPING

  • Et par håndfulde bredbladet persille

  • Saft af 1/2 citron

HVORDAN LAVER DU DET:

  1. OBS. Bruger du tørre butterbeans skal disse sættes i blød natten over (min. 12 t.) og koges i 1 t.

  2. Forvarm din ovn på 200 graders varmluft.

  3. Skær squashen ud i skiver af 0,5 cm. og skær auberginen ud i 6 både på langs.

  4. Dræn butterbeansene, enten for lage i dåse eller for kogevand.

  5. Vend så butterbeans, squash og aubergine sammen med de resterende ingredienser i et ovnfast fad. Det skal helst være så spredt ud som muligt, men det må gerne overlappe en lille smule.

  6. Sørg for at læg auberginerne øverst og bag det så ved 25-30 min. ved 200 graders varmluft og slut af med at giv det 5-7 min. ved grill-funktion hvis det mangler lidt farve. Det varierer fra ovn til ovn.

  7. Top af med bredbladet persille og citronsaft og smag til med salt. Velbekomme!

OPMÆRKSOMHEDSPUNKTER

OPBEVARING Retten kan opbevares i køleskabet i op til 3 dage og er velegnet til at tage med som madpakke.

Forrige
Forrige

Flettede brød med rosmarin og pisket hvidløgssmør med krydderurter

Næste
Næste

Grillet hvidløgsfladbrød med pesto, rucola, tomater, burrata og limechili-honning