Bananbrød med æble og rabarberkompot og vaniljesmør
Bananbrødet er blevet en rigitig klassiker på linje med gulerodskagen og squashkagen. Og det er der ikke noget at sige til, for det smager så lækkert og er hamrende nemt at bikse sammen.
Her har jeg parret det lækre bananbrød med en hjemmelavet æble- og rabarberkompot og en cremet vaniljesmør.
Det saftige bananbrød er fyldt med den naturlige sødme fra modne bananer, der blander sig perfekt med den let syrlige og sprøde smag af æbler og rabarber i kompotten. Sammen skaber de en himmelsk kombination, der forstærker smagsoplevelsen og tilføjer en dejlig kompleksitet til brødet.
Det cremede vaniljesmør tilføjer en ekstra dimension af luksus til denne lækre kreation. Med sin bløde konsistens og skønne smag af vanilje er det den perfekte følgesvend til det saftige bananbrød og den friske kompot.
Den her opskrift på bananbrød med hjemmelavet æble- og rabarberkompot og cremet vaniljesmør er også en hyldest til forårets og sommerens friske råvarer. Du kan både servere denne skønne kage for dine venner eller familie - eller sågar nyde et stykke i dit eget selskab.
Jeg har samlet opmærksomhedspunkter under opskriften, som kan være handy at kende til inden du går i gang.
Husk, at jeg poster mange af mine opskrifter i videoformat på min Instagram. Det kan tit være behjælpeligt, at se opskriften blive lavet i en video.
Forberedelsestid: 30 min.
Tilberedningstid: 50 min.
I alt: 1 t. og 20 min.
Nok til 8-10 skiver
HVAD SKAL DU BRUGE:
DEJ
4 meget modne bananer
4 dl havregryn
1 spsk smør (stuetemp.)
3 spsk honning
2 æg
2 dl havremælk (stuetemp.)
2 tsk bagepulver
KOMPOT
3 æbler
3 stængler rabarber
2 spsk sukker
20 g ingefær
2 tsk kanel
1 dl vand
SMØRCREME
150 g blødt smør*
100 g flormelis
20 g vaniljesukker
HVORDAN LAVER DU DEM:
Forvarm din ovn på 190 graders varmluft. Start med dejen.
Blend havregryn til en grov mel konsistens.
Blend 3 bananer eller mos dem med en gaffel.
Rør bananer sammen med havremælk, æg, plantesmør og honning.
Tilsæt derefter havregryn og bagepulver.
Hæld dejen i en rugbrødsform og bag kagen i 50 min ved 190 graders varmluft. Lad den efterfølgende køle af på en bagerist.
Lav i mellemtiden kompot og smørcreme.
Skræl æblerne og skær rabarber og æbler i mindre stykker. Kom det i en gryde med de resterende ingredienser, kog det op og skru så ned, så det kan simre under låg i 20-25 min. Er der for meget væske i kan du skrue op for varmen og fordampe væsken under omrøring. Derefter kan du enten mose det med en gaffel eller blende det til en finere kompot.
Til smørcremen pisker du smørret hvidt og luftigt. Det kan tage 10 min.
Tilsæt derefter flormelis og vaniljesukker lidt ad gangen.
Server bananbrødet med kompotten og vaniljesmørret til. Velbekomme!
OPMÆRKSOMHEDSPUNKTER
SMØR Sørg for at tage smørret ud på køkkenbordet i god tid forinden, så det kan piskes luftigt. Gerne et par timer før eller aftenen inden.
KOMPOTTEN Kompotten tager en halv times tid at lave, men den kan sagtens laves forinden og er skøn at have stående i køleskabet. Den kan både spises på siden af søde sager, oven på en ostemad eller oven på morgengrøden. Du kan også sagtens udskifte rabarber med æbler, hvis du rammer opskriften uden for rabarbersæson.