Det nemmeste fladbrød med eller uden hvidløg
Det her fladbrød smager SÅ lækkert! Og så er det virkelig nemt at lave. Den her opskrift fungerer både til at lave fladbrød med og uden hvidløg - men hvidløgsversionen er klart min favorit!Det er perfekt tilbehør til salater, indiske retter, tapasborde, morgenmad ... ja, i virkeligheden til ALT.
Forberedelsestid: 10 min.
Tilberedningstid: 1 t. og 10 min.
I alt: 1 t. og 20 min.
Giver 4 store brød
HVAD SKAL DU BRUGE:
1 dl vand
15 g gær
1 dl natural yoghurt (evt. laktosefri)
0,5-1 tsk salt
3 dl hvedemel
1,5 dl durummel
3 fed hvidløg (valgfrit)
ANDET (valgfrit)
Nigellafrø
Flagesalt
HVORDAN LAVER DU DET:
Du kan godt bruge en røremaskine til at lave dejen, men det fungerer også ganske fint at bruge håndkraft.
Hæld vandet i en skål og opløs gæret i det.
Tilsæt derefter yoghurten og rør det godt rundt.
Tilsæt hvedemelen lidt ad gangen.
Put derefter salt og presset hvidløg i (hvis du ønsker) og tilsæt så durummel lidt ad gangen.
Dejen skal ikke været klistret, men den må heller ikke blive for "hård".
Vurdér eventuelt om der skal lidt mere vand i - i så fald, tilsæt lidt ad gangen.
Ælt dejen godt sammen og lad den så hæve med viskestykke over et lunt sted i 1-1,5 time (gerne så lang tid som muligt).
Efter hævning putter du lidt mel ud på bordet og deler dejen i 4.
Rul dem ud til de har en tykkelse på omkring 0,5 cm og smæk dem på en pande uden fedtstof.
Steg dem på begge sider til de får en fin brun og brændt kulør.
Pynt dem eventuelt med nigellafrø eller flagesalt og nyd dem.