Scarpaccia med aubergine, kartofler, rosmarin og parmesan
Scarpaccia er en traditionel tærte fra Toscana, der ofte nydes som en del af frokost- eller aftenmåltidet. Oprindeligt blev den lavet med squash, men den her version med aubergine og kartofler smager også helt fantastisk. Den enkle kombination af få, men velvalgte ingredienser, fremhæver det bedste ved italiensk madlavning – enkelhed, smag og kvalitet.
Den her opskrift på scarpaccia med aubergine, kartofler, rosmarin, salvie og parmesan er en lækker måde at nyde de bedste smagsnuancer fra det italienske køkken. Den sprøde bund understøtter de rige, fyldige smage af aubergine og kartofler, mens rosmarin og salvie tilføjer aromatisk dybde. En generøs mængde parmesan (eller gærflager for en vegansk version) smelter ind i tærten og giver den en uimodståelig osteagtig finish.
Aubergine er kendt for sin evne til at absorbere smag, hvilket gør den ideel til en tærte som scarpaccia. Auberginens bløde og næsten cremede konsistens skaber en fyldig kontrast til den sprøde bund og giver en dejlig umami-smag, når den bages. Kartoflerne tilfører tærten en naturlig sødme og sprød tekstur, der komplementerer auberginernes mere komplekse smagsprofil. Når de skæres tyndt og bages, bliver de let sprøde på overfladen, hvilket giver en skøn teksturkontrast.Rosmarinen og salvien giver nogle skønne smagsnuancer til tærten. Rosmarinens fyrnåleagtige duft og smag bringer en friskhed til retten, mens salvien tilføjer en jordnær og let bitter note, som balancerer retten perfekt.Parmesanosten smelter smukt ind i tærten og skaber en salt, nøddeagtig smag, som løfter retten. Dens skarpe og intense smag står i kontrast til de bløde grøntsager og giver et lækkert, osteagtigt lag til hver bid. Hvis du ønsker en vegansk version kan du tilføje gærflager i stedet for parmesan. De giver den samme osteagtige smag og konsistens.
Jeg har samlet opmærksomhedspunkter under opskriften, som kan være handy at kende til inden du går i gang.
Husk, at jeg poster mange af mine opskrifter i videoformat på min Instagram. Det kan tit være behjælpeligt, at se opskriften blive lavet i en video.
Forberedelsestid: 10 min.
Tilberedningstid: 60-70 min.
I alt: 1 t 10 min. - 1 t 20 min.
Nok til 4 pers.
HVAD SKAL DU BRUGE:
6 kartofler
1 aubergine
4 blade salvie
Bladene fra 3 kviste rosmarin
3 spsk parmesan eller gærflager
4 spsk mel
Salt og peber
Olivenolie
HVORDAN LAVER DU DEN:
Skær aubergine og kartofler i tynde skiver, vend det med 1,5 tsk salt og stil det i en stor si over en skål i 30 min. Det er vigtigt, at du gemmer vandet.
Pres derefter så meget vædde ud af aubergine og kartofler som muligt ned i skålen, så du har ca. 2,5-3 dl væske.
I skålen blander du hakket rosmarin og salvie, parmesan/gærflager, mel og peber sammen med vandet. Det skal være en flydende dej, så hvis den ikke er flydende, kan du tilsætte en smule mere vand eller mælk.
Vend derefter aubergine- og kartoffelskiverne i den flydende dej.
Forvarm din ovn på 200 graders varmluft.
Put et stykke bagepapir med lidt olie på, på en bageplade.
Spred så dejen ud på bagepapiret så den er tynd og jævn. Jo tyndere jo mere sprød efter bagning, men den skal stadig hænge sammen.
Drys så med lidt olivenolie og bag scarpacciaen I 40-50 min. Lad den derefter køle en smule af og nyd den så med noget lækkert brød og en skøn salat på siden. Velbekomme!
OPMÆRKSOMHEDSPUNKTER
MEL Du kan sagtens bruge en glutenfri mel som erstatning for almindelig hvedemel.
PARMESAN Ønsker du en vegansk version, kan du erstatte parmesanosten med gærflager.
GRØNTSAGER Prøv at tilføje andre grøntsager som cherrytomater eller peberfrugt for variation.
KRYDDERURTER Eksperimentér med forskellige krydderurter som timian eller oregano for forskellige smagsnuancer.
OST Prøv at tilføje andre oste som pecorino eller mozzarella for en anden smagsprofil.