Tomattærte med løg, champignon & feta

Tærter er en af mine største go-to's når jeg ikke har så meget tid til at stå i køkkenet og lave mad. Man kan hurtigt bikse noget fyld sammen, piske æg sammen og smække den i ovnen.Den her med tomat, løg, champignon og feta smager virkelig skønt og så er den virkelig også god som "rest" dagen efter. Kæmpe plus!

Giver 1 tærte

HVAD SKAL DU BRUGE:

TÆRTEDEJ

  • 1 dl vand

  • 1 tsk salt

  • 0,5 dl olivenolie

  • 2 dl hvedemel

  • 1,5 dl fuldkornshvedemel, grahamsmel eller ølandshvedemel

FYLD

  • 12-14 san marzano tomater eller cherrytomater

  • 2 store tomater

  • 250 g champignon

  • 2 løg eller rødløg

  • 1 fed presset hvidløg

  • Fetaost

ÆGGEMASSE

  • 4 æg

  • 3 dl (havre)mælk eller (laktosefri) yoghurt

  • Salt

  • Peber

  • Nip chili

  • 0,5 dl vand hvis du bruger yoghurt

HVORDAN LAVER DU DEN:

  1. Til tærtedejen opløser du salten i vandet, tilsætter olien og rører det godt sammen i en skål.

  2. Tilsæt så melet lidt ad gangen. Begynd med at rør med en ske, men efterhånden som dejen bliver mere og mere “tør” kan du begynde at ælte den sammen med hænderne – eventuelt ude på bordet.

  3. Ælt dejen godt sammen i 5-10 minutters tid og lad den stå og trække i 5 min.

  4. Drys lidt mel på bordet og rul så dejen ud og put den i dit tærtefad. Husk at prik hul i den med en gaffel inden du for-bager den.

  5. For-bag den 10 min, ved 180 graders varmluft, inden du putter fyld i den.

  6. Til fyldet skær da løg og champignon ud i skiver.

  7. Steg det sammen med hvidløg på lidt olie på en pande.

  8. Skær tomaterne ud i skiver og smuldr fetaen.

  9. Rør æggemassen sammen.

  10. Tag tærtedejen ud og put de stegte løg og champignon i bunden, put så tomat og feta i og hæld til sidst æggemassen over.

  11. Bag tærten i 40-50 min og lad den evt. sætte sig 5 min. efter du har taget den ud så "væsken" kan fordampe.

  12. Velbekomme!

Forrige
Forrige

Butterdejspakker med nødder, kartofler, svampe & salvie

Næste
Næste

Butterdejspakker med krydret tomatsovs & mozzarella