Sundere kokoskugler med lime og hvid chokolade
Har du lyst til lækker og sundere snack eller dessert, så prøv de her dadelkugler. Dadelkuglerne er lavet med lime, mandler og kokosmælk og så er de overtrukket med cremet hvid chokolade - perfekte som en sød snack eller en let dessert! Dadelkuglerne er nemme at lave og fyldt med naturlig sødme og friske smagsnoter.
Dadlerne er en sund base for disse kugler. De er naturligt søde og fyldt med fiber og næringsstoffer. Limeskallen og limesaften tilføjer en frisk og syrlig smag, der balancerer sødmen fra dadlerne rigtig skønt. Mandlerne giver en skøn tekstur og en nøddeagtig smag, samtidig med at de tilfører protein og sunde fedtstoffer. Kokosmælken skaber en cremet tekstur og tilfører også en mild kokosnødsmag. Dadelkuglerne overtrækkes med hvid chokolade hvis sødme komplimenterer lime- og kokossmagen rigtig godt.
Udover at de her lækre, sundere dadelkugler med lime, mandler og kokosmælk, overtrukket med hvid chokolade, smager vidunderligt, er de også en ernæringsmæssig vinder. De er fyldt med naturlige ingredienser og er en perfekt balance mellem sødme og syrlighed. Så prøv dem endelig af og nyd en sund snack, der smager syndigt godt!
Jeg har samlet opmærksomhedspunkter under opskriften, som kan være handy at kende til inden du går i gang.
Husk, at jeg poster mange af mine opskrifter i videoformat på min Instagram. Det kan tit være behjælpeligt, at se opskriften blive lavet i en video.
Forberedelsestid: 5 min.
Tilberedningstid: 20-25 min.
I alt: 25-30 min.
Nok til 25-27 stk.
HVAD SKAL DU BRUGE:
KUGLER
150 g dadler
110 g kokosmel
90 g mandler
Skal og saft af 3 lime
Knivspids salt
100 g havregryn
3 spsk kokosmælk (den fede del)
Pynt
200 g hvid chokolade
100 g kokosmel
Evt. tørrede morgenfruer
Evt. friske skovsyreblomster
HVORDAN LAVER DU DEM:
Blend alle ingredienserne til kuglerne sammen og stil massen på køl i 10 min.
Rul derefter kugler. Hver kugle er ca. en stor tsk fuld masse.
Smelt så den hvide chokolade ved lav varme eller over vandbad og overtræk ca. 20 kugler. Rul resten i kokosmel og evt. morgenfruer.
Pynt med små skovsyreblomster og server straks eller opbevar dem i køleskabet i 3 dages tid. Velbekomme!
OPMÆRKSOMHEDSPUNKTER
LIME Brug frisk lime. Det giver den mest intense og friske smag til dadelkuglerne.
MANDLER Du kan sagtens erstatte mandlerne med andre nødder som cashewnødder eller valnødder for en variation i smag og tekstur.
HOLDBARHED Opbevar dadelkuglerne i en lufttæt beholder i køleskabet i 3 dage.