Limekage med basilikum, olivenolie og smørcreme

Annonce | Indlægget er udgivet i samarbejde med Oliviers & Co

Den her svampede limekage byder på den perfekte kombination af frisk lime og aromatisk basilikum og så er den toppet med sommer olivenolien fra Oliviers & Co for en ekstra dybde af smag. Toppet med en luksuriøs hvid chokoladesmørcreme og olivenolie, er denne kage virkelig et skønt bud på en dessert du kan servere for gæster til eftermiddag, til aften - eller som du blot kan nyde, hvis du får lyst til at forkæle dig selv med en skøn kage en hvilken som helst dag.

Den friskpresset limesaft og limeskal giver kagen en intens og forfriskende smag. Finthakket frisk basilikum tilføjer en subtil, urtet note, der komplementerer lime virkelig skønt. Jeg har brugt ekstra jomfru olivenolie i stedet for smør i denne kage, hvilket gør kagen utroligt fugtig og giver en let, frugtagtig smag. Og så søder sukkeret og marcipanen kagen hvilket balancerer syrligheden fra limen rigtig dejligt.

Den hvide chokoladecreme tilfører en frisk og cremet dimension til kagen og går rigtig godt til både lime- og basilikumsmagen. Og prikken over i’et på den her kage er at hælde sommer olivenolien fra Oliviers & Co på toppen. Det tilfører kagen så fantastisk en dybde og så pryder det den også æstetisk, hvilket selvfølgelig betyder noget for alle os, der også spiser med øjnene.

Jeg har samlet opmærksomhedspunkter under opskriften, som kan være handy at kende til inden du går i gang.

Husk, at jeg poster mange af mine opskrifter i videoformat på min Instagram. Det kan tit være behjælpeligt, at se opskriften blive lavet i en video.

Forberedelsestid: 20-25 min.
Tilberedningstid: 35-40 min.
I alt:
 55-65 min. eks. afkølingstid

Nok til 8 pers.

HVAD SKAL DU BRUGE:

DEJ

  • 180 g sukker

  • Skal af 4 lime 

  • 140 g / 162 ml olivenolie 

  • 15 g friske hakkede basilikumblade

  • 150 g marcipan (stuetemp.)

  • Saft af 4 lime (stuetemp.)

  • 4 æg (stuetemp.)

  • 2 tsk vaniljesukker

  • 180 g hvedemel

  • 2 tsk bagepulver

SMØRCREME M. HVID CHOKOLADE

  • 100 g hvid chokolade

  • 200 g smør (stuetemp.)

  • 180-200 g flormelis 

  • En håndfuld finthakket basilikum 

  • Skal af 1/2 lime

TOPPING

  • Sommer olivenolien fra Oliviers & Co

  • Basilikumblade

  • Spiselige blomsterblade fx forglemmigej, morgenfruer, ærteblomster, skovsyre mm.

HVORDAN LAVER DU DEM:

KAGEN

  1. Forvarm din ovn på 180 graders varmluft.

  2. I en stor skål blander du sukker, limeskal og hakket basilikum godt sammen, så du kan få frigivet så meget smag og aroma fra limeskallen og basilikumbladene som muligt.

  3. Pisk så olivenolien i.

  4. Skær marcipan i små tern og pisk dem i.

  5. Tilsæt limesaften og æggene og pisk det i.

  6. Sigt vaniljesukker, mel og bagepulver i den våde dej og rør det godt sammen.

  7. Put så dejen i en form med bagepapir og bag den i ovnen ved 180 graders varmluft i 30-35 min. Den er færdig når du kan stikke en kniv i kagen uden at der sidder dej på den.

  8. Lad så kagen køle helt af inden du serverer den med smørcremen.

SMØRCREMEN

  1. Smelt den hvide chokolade over et vandbad og lad den køle af.

  2. Pisk stuetempereret smør til det er hvidt og luftigt. Det tager ca. 5-7 min.

  3. Tilsæt så den smeltede chokolade og pisk det godt sammen til det er inkorporeret i hinanden og har en dejlig luftig konsistens.

  4. Sigt så flormelisen i lidt ad gangen og pisk det sammen ved medium hastighed.

  5. Rør til sidst finthakket basilikum og limeskal i.

  6. Du kan enten pynte og servere kagen hel eller du kan skære kagen ud i det antal stykker du ønsker at servere og pynte dem individuelt. Top limekagen med smørcreme, sommer olivenolien fra Oliviers & Co og pynt med fine, spiselige blomster. Velbekomme!

OPMÆRKSOMHEDSPUNKTER

SMØR TIL SMØRCREME Tag smørret til smørcremen ud et par timer inden tilberedning, så det kan nå at blive stuetempereret.

Forrige
Forrige

Melanzane alla parmigiana

Næste
Næste

Salat med stegte abrikoser, nektariner, mozzarella, ærter og basilikum