Hasselback butternut squash med feta-basilikumcreme og smørstegte hasselnødder med salvie og tranebær
Den her opskrift på hasselback butternut squash kombinerer salte, søde og krydrede smage med en smørstegt topping fyldt med julestemning. De varme toner fra brunet smør, sprøde hasselnødder, salvie og tranebær giver retten en dybde, der gør den til et oplagt valg til julebordet – både som vegetarisk hovedret og som et smagfuldt tilbehør til traditionelle juleanretninger.
Opskriften balancerer mellem sødmen fra butternut squashen og den salte, cremede feta, mens den brunede smør og de ristede elementer tilfører luksuriøs dybde og tekstur.
Som nævnt fungerer retten både som et vegetarisk midtpunkt på julebordet, men den kan også nemt indgå som et farverigt tilbehør til klassiske juleretter som flæskesteg, and eller nøddesteg.
Som vegetarisk hovedret: Med sin fylde og intense smag kan retten stå alene som et tilfredsstillende hovedmåltid.
Som tilbehør: Perfekt til at tilføje variation til julefrokostbordet, hvor dens sprøde topping og cremede feta harmonerer med resten af måltidet.
Til julefrokosten: Server retten kold eller lun som en del af en buffet. Toppingen holder sig lækker sprød og tilføjer tekstur.
Bag butternut squashen i en god olivenolie, det vil fremhæve dens naturlige sødme og sikre en smuk, gylden overflade. Smørret til toppingen brunes, hvilket skaber en dyb, nøddeagtig smag, der smelter sammen med salvien, hasselnødderne, tranebærerne og grønkålen – en smagsoplevelse, der virkelig emmer af jul. Fetacremen giver en salt kontrast til squashens sødme og de karamelliserede smage fra smør og nødder. Den subtile citron- og basilikumnote giver en skøn friskhed og binder alle elementerne sammen. Tranebærerne er j en klassisk juleingrediens, der tilføjer både sødme og farve. Og hasselnødderne og salvien - klassiske vinter- og julesmage - gør retten ekstra festlig.
Den her ret emmer af jul, er enkel at tilberede og smager vidunderligt. Den rige smag fra brunet smør, de sprøde nødder og sødmen fra squashen gør den til et uundgåeligt hit på julebordet – uanset om du serverer den som tilbehør eller hovedret.
Vi har samlet en række opmærksomhedspunkter under opskriften, som kan være handy at kende til, inden du går i gang.
Husk, at vi poster mange af vores opskrifter i videoformat på vores Instagram. Det kan tit være behjælpeligt, at se opskriften blive lavet i en video.
Forberedelsestid: 10 min.
Tilberedningstid: 40-50 min.
I alt: 50-60 min.
Nok til 4 pers.
HVAD SKAL DU BRUGE:
BUTTERNUTSQUASH
1 butternut squash
Olivenolie
Salt og peber
5 kviste timian
FETACREME
230 g feta
2 spsk piskefløde
12 blade basilikum
Skal af 1/4 øko citron
Friskkværnet peber
TOPPING
20-25 g smør
En håndfuld hasselnødder
En håndfuld salvieblade
1 fed hvidløg
2 spsk tranebær
1 stor håndfuld grofthakket grønkål
HVORDAN LAVER DU DET:
Forvarm din ovn på 200 graders varmluft.
Skræl butternut squashen, halver den og skrab kernerne ud.
Læg de to halve squash med skærefladen nedad og læg evt. en spisepind på hver side af én halvdel. Skær så riller ned i squashen med et par mm. afstand (spisepindene forhindrer dig i at skære igennem). Fortsæt med den anden halvdel.
Gnid butternut squashene godt ind i olivenolie, salt og peber, læg dem i en ovnfast form eller på en bageplade med bagepapir på og bag dem så i 40-50 min. De må gerne være brankede på overfladen.
Lav i mellemtiden fetacremen og toppingen.
Blend alle ingredienserne til fetacremen sammen med en stavblender eller i en food processor. Smag den til.
Rist hasselnødderne på en pande til skallerne begynder at løsne sig. Læg dem så i et viskestykke og gnid dem til skallerne falder så godt af som muligt.
Når butternutsquashene er ved at være færdige, putter du smør på en pande og lader det smelte.
Tilsæt så salvie og et helt fed hvidløg. Lad det stege i et minuts tid.
Tilsæt så hasselnødder, tranebær og en stor håndfuld grønkål, lad det stege et minuts tid og sluk så for varmen.
Smør fetacremen ud på et serveringsfad, anret butternut squashene ovenpå og slut af med at fordele toppingen udover.
Velbekomme!
OPMÆRKSOMHEDSPUNKTER
GLUTENFRI Retten er naturlig glutenfri.
LAKTOSEFRI For en laktosefri version kan du udskifte fetacremen med en hummus - det smager lige så vidunderligt.