Græskarsalat med crispy linser, feta, basilikum og dild

Den her opskrift på græskarsalat kombinerer sødme og sprødhed med lækre smage fra græskaret, ovnbagte linser, cremet feta, frisk rucola, basilikum og dild. Græskarsalaten er perfekt både som en let frokost eller som tilbehør til aftensmaden. Salaten er både nærende og smagfuld, med et skønt samspil af græskarrets sødme, de sprøde linser og de friske urter som får lidt kant af den salte feta.

Hovedelementet i salaten er de bagte græskarstykker, som giver salaten en naturlig sødme og fylde. Græskarets bløde tekstur kontrasterer perfekt med de sprøde linser og giver en varm, karamelliseret smag. De grønne linser er bagt sprøde i ovnen med en smule olie, salt og peber og tilfører en knasende tekstur til salaten. Linser er også en fremragende kilde til plantebaseret protein og fibre, hvilket gør dem til et sundt og mættende element i retten. Sprødheden giver et spændende modspil til de blødere ingredienser som græskar og feta. Den salte, cremede feta tilfører en dejlig smagskontrast til græskarets sødme og de friske urter og smuldres fint over salaten. Rucolaens skarpe, pebrede smag giver salaten et friskt løft. Den sprøde grønne bladgrøntsag tilføjer både tekstur og en smule bitterhed, som fungerer godt i kontrast til de søde og salte komponenter i retten. Friske krydderurter som basilikum og dild bringer en smagfuld friskhed til salaten. Basilikumens søde, aromatiske noter og dildens lette anis-smag forvandler denne salat til en smagseksplosion med en skøn duftende karakter.

Græskarsalat fungerer perfekt som en let frokost, når du ønsker en sund og mættende måltidssalat. Men du kan også servere salaten som tilbehør til andre måltidssalater, på siden af tærter eller veggiedeller.

Vi har samlet opmærksomhedspunkter under opskriften, som kan være handy at kende til, inden du går i gang.

Husk, at vi poster mange af vores opskrifter i videoformat på vores Instagram. Det kan tit være behjælpeligt, at se opskriften blive lavet i en video.

Forberedelsestid: 5-10 min.
Tilberedningstid: 25 min.
I alt:
 30-35 min.

Nok til 4 pers. som side 

HVAD SKAL DU BRUGE:

  • 1 lille hokkaidogræskar

  • 1 dåse grønne linser 

  • 75 g rucola

  • 4 stilke basilikum

  • En håndfuld afskåret dild

  • 4 spsk feta

  • Rapsolie (til bagning)

  • Olivenolie (til topping)

  • Saft af 1/4-1/2 citron

  • Salt og peber

HVORDAN LAVER DU DEM:

  1. Forvarm din ovn på 220 graders varmluft.

  2. Skær hokkaidogræskaret ud i mindre stykker og vend det i lidt rapsolie, salt og peber i et ovnfast fad eller på bagepapir på en bageplade. Stykkerne skal bare ikke overlappe hinanden.

  3. Skyl linserne og dup dem tørre. Vend dem så i et par spsk rapsolie, lidt salt og peber og spred også dem ud på bagepapir på en bageplade så de ikke overlapper hinanden.

  4. Sæt begge dele i ovnen (græskar øverst) og bag det i 20 min. ved 220 graders varmluft og derefter 5 min. ved grillfunktion.

  5. Lad linserne køle af efterfølgende, så de kan blive helt sprøde.

  6. Vend græskar med rucola, dild og basilikum og top med feta, sprøde linser, citronsaft og evt. lidt god olivenolie. Velbekomme!

OPMÆRKSOMHEDSPUNKTER

GLUTENFRI Salaten er naturlig glutenfri.

LAKTOSEFRI Ønsker du en laktosefri variant, kan du bruge en vegansk feta eller udelade feta helt.

Forrige
Forrige

Græskarkage med chokolade, chokoladeganache og olivenolie

Næste
Næste

Bagte rodfrugter på en bund af tatarsauce toppet med krydderurter og pinjekerner