Pavlova med vaniljecreme, blåbær og passionsfrugt

Denne smukke, lækre pavlova er en perfekt dessert at servere til både festlige lejligheder og hyggelige aftener. Her har jeg lavet en kombination af sprød marengs, luftig mascarponevaniljecreme, friske blåbær, eksotisk passionsfrugt og mynte som virkelig skaber en vidunderlig smagsoplevelse. Pavlovaen er nem at tilberede, men kræver et par timers afkølingstid og kan snildt tilberedes dagen inde servering - men den er bestemt værd at vente på, for den smager så fantastisk!

Den sprøde og lette marengsbund er knasende på ydersiden og blød på indersiden. Mascarponevaniljecremen er silkeblød og lavet af mascarpone, fløde og vanilje, som giver en rig og luksuriøs smag. Jeg har tilsæt lidt syre fra lime, som opvejer den søde smag rigtig godt. Du kan bruge enhver citrusfrugt du ønsker! De friske blåbær tilføjer en dejlig sødme og syrlighed, som også komplementerer marengsens sødme. Passionsfrugten tilføjer en eksotisk og forfriskende syrlig og aromatisk smag, der løfter hele desserten. Toppingen med mynte og spiselige blomsterblade sætter et æstetisk finish som gør at pavlovaen fremstår smuk og vital at se på.

Jeg har samlet opmærksomhedspunkter under opskriften, som kan være handy at kende til inden du går i gang.

Husk, at jeg poster mange af mine opskrifter i videoformat på min Instagram. Det kan tit være behjælpeligt, at se opskriften blive lavet i en video.

Forberedelsestid: 20 min.
Tilberedningstid: 75 min. + 2 t afkølingstid
I alt:
 3,5 t.

Nok til 8 pers

HVAD SKAL DU BRUGE:

MARENGS

  • 3 æggehvider / ca. 96 g

  • 140 g flormelis / 150 g sukker

  • 1,5 tsk. majsstivelse

  • 1 tsk vaniljesukker

  • 1 tsk hvidvinseddike eller æblecidereddike

CREME

  • 1 tsk vaniljesukker

  • ¼ liter piskefløde

  • 150 g mascarpone

  • Skal af 1 citrusfrugt + saft af 1/2

  • 1-2 spsk flormelis

TOPPING

  • 125 g blåbær

  • 2 passionsfrugter

  • En håndfuld mynte

  • Evt. spiselige blomsterblade 

HVORDAN LAVER DU DEM:

  1. Lav først din marengs. Pisk æggehviderne stive, så de danner toppe.

  2. Tilsæt så flormelissen/sukkeret lidt ad gangen, så det bliver ordentlig inkorporeret.

  3. Tilsæt så majsstivelse, vaniljesukker og eddike. Pisk marengsen grundigt i 8-10 min. til den bliver sej, glat og glinsende.

  4. Tegn en cirkel på dit bagepapir. Hvis du vil lave 1 stor, så brug en stor tallerken og tegn efter den. Vil du lave to små, så brug en mindre tallerken og tegn efter.

  5. Drys flormelis i midten af cirklen(cirklerne) og fordel marengsen inden for stregerne, så den er min. 2-3 cm. høj. Lav en fordybning i midten så kanterne er lidt højere end midten.

  6. Bag så marengsen i 1 t og 15 min. ved 100 graders varmluft. Sluk derefter for ovnen og lad marengsen blive i ovnen til den er kølet ned. Det kan godt tage et par timer. Åbn evt. lågen efter 1 time.

  7. Inden servering pisker du cremen sammen, smører den på marengsen og pynter med blåbær, passionsfrugt, mynte og spiselige blomsterblade. Velbekomme!

OPMÆRKSOMHEDSPUNKTER

FORBEREDELSE Marengsbunden kan laves dagen før og opbevares i en lufttæt beholder. Cremen og frugten bør tilføjes lige før servering.

VARIATION AF TOPPING Du kan sagtens tilføje andre frugter som jordbær, hindbær eller kiwi for variation.

OPBEVARING Eventuelle rester kan opbevares i køleskabet, men marengsen vil miste sin sprødhed over tid.

Forrige
Forrige

Upside down kage med nektarin, kokos og mascarponecreme

Næste
Næste

Limekage med basilikum, olivenolie og smørcreme