Lollo rossa salat med æbler, abrikoser, afskåret dild, stracciatella og ristede hasselnødder

Smuk og velsmagende lollo rossa salat med sprøde æbler, søde tørrede abrikoser, frisk dild, cremet stracciatella (eller burrata), ristede hasselnødder, olivenolie og flydende honning. Med sin fine balance mellem sødt, salt og friskt er salaten et oplagt valg som en del af juleaftenens menu, julefrokostens friske indslag eller som en raffineret servering på nytårsbordet.

Lollo Rossa-salaten har delikate, krusede blade, der tilføjer både sprødhed og farve med deres flotte rødlige nuancer, som passer perfekt til vinterens festlige borddækning. Den naturlige sødme fra abrikoserne kombineret med æblernes syrlige sprødhed skaber en smagsbalance, der føles frisk og harmonisk. Den silkebløde stracciatella (eller burrata) giver en cremethed og en luksus over sig, der gør salaten til noget særligt. De ristede hasselnødder tilfører både en skøn dybde og en lækker knasende tekstur. Kombinationen af en kvalitetsrig olivenolie og sødmen fra honningen giver salaten en elegant finish, der binder smagene sammen. Dilden tilføjer en unik, aromatisk friskhed, der løfter salaten og gør den til et oplagt valg her i vintermånederne.

Salaten kan også bruges på flere måder her i højtiden.

  • Juleaften: Som en let og elegant salat til at balancere de tunge juleklassikere som flæskesteg og brunede kartofler.

  • Julefrokosten: Et forfriskende og moderne indslag, der passer smukt til både de klassiske og mere kreative julefrokostretter.

  • Nytårsmiddagen: Med sin luksuriøse stracciatella og smukke farver fungerer salaten perfekt som en del af en elegant nytårsmenu.

Den her lollo rossa salat smager vidunderligt og er samtidig en visuel perle, der vil pynte ethvert jule- eller nytårsbord. De smukke rødlige blade, de gyldne abrikoser og den cremede hvide ost skaber et indbydende udtryk, der passer perfekt til vinterens festlige lejligheder.

Salaten er nem at forberede og kan arrangeres på et fad lige inden servering, så du har tid til at fokusere på andre elementer af middagen.

Vi har samlet en række opmærksomhedspunkter under opskriften, som kan være handy at kende til, inden du går i gang.

Husk, at vi poster mange af vores opskrifter i videoformat på vores Instagram. Det kan tit være behjælpeligt, at se opskriften blive lavet i en video.

Forberedelsestid: 10 min.
Tilberedningstid: 5 min.
I alt: 15 min. + 2 t. hviletid

Nok til 4 pers. som side 

HVAD SKAL DU BRUGE:

STRACCIATELLA
Du kan sagtens udskifte stracciatellaen med 1 burrata i stedet for at spare tid.

  • 1 bøffelmozzarella

  • Ca. 1,5 dl piskefløde

  • Et nip salt

SALATEN

  • 1 hoved lollo rossa salat

  • 1 æble

  • 50 g tørrede abrikoser

  • En håndfuld hasselnødder

  • God olivenolie

  • Et par spsk flydende honning

  • Lidt afskåret dild

  • Salt og peber

HVORDAN LAVER DU DEN:

STRACCIATELLAEN

  1. Lav først stracciatellaen - den kan sagtens laves dagen inden.

  2. Riv mozzarellaen i fine strimler, kom dem i en skål, hæld fløden over og rør det godt rundt.

  3. Stil det i køleskabet i mindst 1,5 t. og rør rundt i det undervejs.

  4. Rør salt i inden servering.

SALATEN

  1. Rist hasselnødderne på en pande til skallerne begynder at falde af. Hæld dem så over i et viskestykke og gnid skallerne så godt af som muligt. Hak dem så groft og stil dem til side.

  2. Skyl salathovedet grundigt, skær bunden af og fordel bladene på et serveringsfad.

  3. Skær æblet i tynde skiver og fordel dem udover salaten.

  4. Fordel nu stracciatellaen rundt på salaten.

  5. Hak de tørrede abrikoser groft og drys dem og hasselnødderne udover salaten og top med olivenolie, honning, dild salt og peber. Velbekomme!

OPMÆRKSOMHEDSPUNKTER

LOLLO ROSSA Du kan også bruge alm. krølsalat, feldsalat eller et raddichio for en anelse mere bitterhed og bid.

BURRATA/STRACCIATELLA Du kan sagtens udskifte stracciatellaen med en burrata i stedet for at spare tid.

GLUTENFRI Salaten er naturlig glutenfri.

Næste
Næste

Crème vanille à l'orange med appelsinsirup og ristede mandler