Melanzane alla parmigiana
Hvis du endnu ikke har prøvet at lave den italienske klassiker melanzane alla parmigiana, må du endelig give dig i kast med den her opskrift. Den klassiske, italienske ret kombinerer lag af møre aubergineskiver med en rig tomatsovs, bøf mozzarella og velsmagende parmesanost. Hele mulivitten smækkes sammen og bages i ovnen for at fremhæve den vidunderlige smag og skønne tekstur.
Aubergineskiverne forebages, så de er møre og fyldige i teksturen, perfekt komplimenteret af den rige og aromatiske tomatsovs. Den smeltede mozzarella tilføjer en cremet tekstur, mens den friske parmesan giver en nøddeagtig skarphed, der balancerer retten helt vidunderligt. Den friske basilikum løfter hele smagsoplevelsen og pryder med et vitalt æstetisk udtryk.
Jeg har samlet opmærksomhedspunkter under opskriften, som kan være handy at kende til inden du går i gang.
Husk, at jeg poster mange af mine opskrifter i videoformat på min Instagram. Det kan tit være behjælpeligt, at se opskriften blive lavet i en video.
Forberedelsestid: 15 min.
Tilberedningstid: 25-30 min.
I alt: 40-45 min.
Nok til 4 pers.
HVAD SKAL DU BRUGE:
2 auberginer
3 fed hvidløg
3 spsk tomatpure
2 dåser hakkede tomater
3 tsk tørret oregano
1 tsk honning eller sukker
1 bundt basilikum
Salt og peber
3-4 spsk revet parmesan
1 bøf-mozzarella
HVORDAN LAVER DU DET:
Forvarm din ovn på 200 graders varmluft.
Skær auberginerne på langs i skiver af ca. 0,5 cm. Drys dem med salt og olivenolie og forbag dem i ovnen i 15 min.
I en skål blander du pressede hvidløg, tomatpure, hakkede tomater, oregano, honning/sukker, salt og peber og halvdelen af basilikummen.
Put lidt tomatsauce i bunden, så et lag aubergine og så lidt olivenolie. Fortsæt og afslut med et lag tomatsauce.
Fordel bøfmozzarellaen ud over og drys med parmesan og olivenolie.
Bag herligheden i 20-30 min.
Top med frisk basilikum. Velbekomme!