Hjemmelavede ravioli med græskarfyld og smørstegte svampe

Annonce | Indlægget er udgivet i samarbejde med Whiteaway

Hjemmetlavet pasta er en af de hyggeligste måder at være i køkkenet på sammen og resultatet er bestemt værd at vente på og arbejde for. De her hjemmelavede ravioli er fyldt med en cremet og sødmefuld blanding af bagt græskar, parmesan og salvie, som giver en perfekt kombination af sødme og dybde. Toppet med smørstegte svampe får retten et dejligt umami-pift, der skaber en skøn balance mellem det fyldige græskar og de mere jordnære smage fra svampene. Hjemmelavet ravioli kræver lidt arbejde, men med en pastamaskine går det let og resultatet bliver så delikat!

Det søde, bagte græskar er hovedingrediensen i fyldet. Græskar har en naturlig sødme, der fungerer perfekt som base for raviolifyldet, især når det kombineres med den salte parmesan og friske salvie. Samtidig tilfører græskarret den skønneste, cremede konsistens. Parmesanosten tilføjer dybde og umami til fyldet, som balancerer græskarets sødme. Parmesan er kendt for sin rige, salte smag og smuldrende tekstur, hvilket gør den ideel til at pifte smagsprofilen i pastaretter op. Salvie har en subtil, men distinkt aromatisk smag, der passer perfekt til græskar. Når den opvarmes - enten i ovnen eller på panden, frigiver den sine naturlige olier og skaber en varm, urteagtig dybde i retter. Svampene giver et jordnært og let nøddeagtigt modspil til den fyldige pasta. Stegt i smør udvikler svampene en vidunderlig dybde af smag, og deres umami-noter forstærker raviolien yderligere. Den friske, hjemmelavede pastadej er summa summarum for den her opskrift. Dejen bliver så tynd og delikat og giver retten så frisk tekstur. Hjemmelavet ravioli har en blød og delikat konsistens, som man ikke opnår med færdigkøbt pasta. Den absorberer saucen og smørret på den mest tilfredsstillende måde og er det hele værd.

Vi har samlet opmærksomhedspunkter under opskriften, som kan være handy at kende til, inden du går i gang.

Husk, at vi poster mange af vores opskrifter i videoformat på vores Instagram. Det kan tit være behjælpeligt, at se opskriften blive lavet i en video.

Forberedelsestid: 45 min.
Tilberedningstid: 45 min.
I alt:
 1,5 t.

Nok til 4 pers.

HVAD SKAL DU BRUGE:

DEJ 1

  • 300 g mel 

  • 3 æg

FYLD

  • 450 g græskar

  • 4 salvieblade 

  • 1/2-1 fed hvidløg

  • 3 spsk parmesan / gærflager 

  • Blade fra 3-4 kviste timian

  • Salt og peber

TOPPING

  • 70-80 g smør

  • 2 spsk olivenolie

  • 2-3 kviste timian 

  • 3 fed hvidløg

  • 300 g svampe 

  • Salt og peber

HVORDAN LAVER DU DEM:

  1. Start med pastadejen. Læg melen ud på bordet i en bunke, lav et hul i bunken så den fungerer som en “skål” og klæd æggene ud i hullet.

  2. Pisk så forsigtigt æggene sammen med en gaffel og pisk mere og mere mel med til dejen begynder at være knap så våd.

  3. Ælt så dejen med hænderne på køkkenbordet i 8-10 min. til den føles smidig og ikke klæber til fingrerne. Kan dejen ikke samle sig, kan du tilsætte en lille smule vand og se om det hjælper.

  4. Put så dejen i film eller en lille pose og læg den i køleskabet i min. 30 min. inden du bruger den.

  5. Lav græskarfyldet i mellemtiden. Forvarm din ovn på 200 graders varmluft. Skær græskaret ud i små stykker og bland det med salvieblade, hvidløg og olivenolie. Bag det i et ovnfast fad eller på en bageplade med bagepapir i 30 min.

  6. Stavblend det så sammen med parmesan (eller gærflager for en laktosefri version) og timian og smag til med salt og peber. Sæt det på køl.

  7. Sæt pastamaskine-tilbehøret på din Kenwood-røremaskine. Sørg for at fjern alt andet tilbehør, såsom røreskåle, dejkrog osv.

  8. Tag så dejen ud af køleskabet og halver den. Tryk den ud i en fladere firkantet form med hænderne og indstil pastamaskinen på den bredeste indstilling, 0. Skru røremaskinen op på 1 og kør pastadejen igennem en enkelt gang.

  9. Fold så højre side af dejen ind til midten og venstre side over højre. Kør den igen igennem pastamaskinen på indstilling 0. Gentag 2-3 gange.

  10. Kør så dejen igennem indstilling 1, 3, 5, 7 og 9 (den tyndeste) én enkelt gang hver uden at folde dejen.

  11. Læg dejen ud på bordet og skær evt. enderne af.

  12. Læg så 1/2-1 tsk fyld på den ene side af dejen en fingerbredde fra kanterne og med 2-3 cm. mellemrum mellem hver klat fyld.

  13. Fold så den anden side af dejen over og tryk dejen ned rundt om hver klat fyld. Hvis dejen er for tør til at “hæfte” kan du pensle lidt vand rundt om fyldet og prøve igen.

  14. Skær så raviolierne ud enten med en skarp kniv, en pizzaskærer, en ravioliskærer eller ravioliudstikker.

  15. Læg dem på et fad eller en tallerken drysset med lidt durummel og lad dem tørre i mens du forbereder svampene. OBS. vil du ikke toppe med stegte svampe, kan du koge raviolierne direkte og nyde med olivenolie, revet ost og friskkværnet peber.

  16. Til de stegte svampe skærer du svampene ud i mindre stykker og halverer hvidløgsfeddene.

  17. Varm din pande til middelhøj varme og put smør, olivenolie, timian og hvidløgsfedene på panden. Steg det i et minuts tid og tilsæt så svampene. Steg dem med til de begynder at blive gyldne.

  18. Kog raviolierne og server dem med de smørstegte svampe, lidt salt og friskkværnet peber. Velbekomme!

OPMÆRKSOMHEDSPUNKTER

LAKTOSEFRI Brug gærflager i stedet for parmesan. Det er et vegansk produkt, der er naturlig laktosefrit, men som har samme ostede smag, som parmesan.

Forrige
Forrige

Baguettes med misomarinerede squash og aubergine, rucola, pesto og burrata

Næste
Næste

Butterbeans stegt i miso-creme med tomater og basilikum