Galette med ricotta, spinat og fennikel
Når det skal være nemt og lækkert tyr jeg ofte til galetter eller tærter. Det er så nemt at lave, passer sig selv i ovnen og smager fantastisk! Denne galette har jeg fyldt med en lækker spinat og ricottacreme og en af mine yndlingsgrøntsager - fennikel! Kombinationen er så fantastisk lækker og jeg håber, at I vil give den et skud!
Når man steger fennikel på panden i olivenolie, karamelliserer det nærmest og fenniklens ellers lakridsede, skarpe smag afdæmpes og bliver meget mildere, men stadig kraftfuld. Det er så lækkert med ricotta-, spinat- og -citroncremen!
Forberedelsestid: 20 min.
Tilberedningstid: 25-30 min.
I alt: 45-50 min.
Nok til 4 pers.
HVAD SKAL DU BRUGE:
DEJ
1 dl vand
1 tsk salt
0,5 dl olivenolie
2 dl hvedemel
1,5 dl fuldkornshvedemel, grahamsmel eller ølandshvedemel
FYLD
250 g ricotta
200 g frossen spinat
Skal og saft af 1/2 citron
50 g revet parmesan
Salt
Peber
1 fennikel
1 tsk honning
Olivenolie
Frisk dild
HVORDAN LAVER DU DEN:
Lav dejen først ved at rør vand og olivenolie sammen. Tilsæt så mel lidt ad gangen og salten til sidst. Rør eller ælt dejen godt sammen i et par minutter til den bliver dejlig blød.
Skær fenniklen ud og steg den på panden i godt med olivenolie, salt, peber og honning. Steg indtil den bliver fint gylden.
Tø spinaten op (evt. i en gryde med god varme og låg) og pres efterfølgende så meget væde ud af spinaten som muligt.
Bland så spinat, ricotta, citronskal, citronsaft og revet parmesan sammen. Smag til med salt og peber.
Del så dejen i to. Rul dem begge ud i cirkler, så de er max. 0,5 cm tykke. Prik den udrullede dej med en gaffel og smør så fyldet ud, så der er 3 cm. ud til kanten. Fordel halvdelen af den stegte fenniklen i midten og bøj så siderne ind over fyldet og pensel med olivenolie (se video her).
Bag begge galetter i 25-30 min. ved 180 graders varme. De skal blive fint gyldne, men ikke for brændte.
Top af med frisk dild og spis med en skøn salat på siden!
Velbekomme!