Bagt græskar på bund af grøntsagscreme toppet med timian og dukkah
Annonce | Indlægget er udgivet i samarbejde med Whiteaway
Prøv den her opskrift på bagt hokkaido græskar serveret på en blød grøntsagscreme, toppet med krydderurter og sprød dukkah. Hokkaido-græskaret bliver sødt og karamelliseret under bagningen, hvilket harmonerer smukt med den cremede base og den sprøde dukkah, der tilføjer knas og krydret varme. Retten er både nærende og enkel at tilberede og så byder den på den perfekte blanding af søde, salte og krydrede elementer.
Hokkaido-græskaret bliver vidunderligt blødt og sødt, når det bages, og dets smukke, dybe orange farve giver retten et indbydende visuelt udtryk. Den skal bages lidt hårdt hvilket giver den en sprødere overflade, som går rigtig godt til dens møre indre. Bunden af grøntsagscreme er fløjlsblød og fungerer som en perfekt kontrast til det bagte græskar. Grøntsagscremen er lavet af bagte grøntsager, soltørrede tomater og et nip chili og for at give den ekstra fylde og protein har vi blendet butterbeans med. Dukkahen, en mellemøstlig krydderiblanding med nødder og frø, giver et knasende modspil til de bløde elementer i retten. Den tilføjer også en dybde af smag fra ristede nødder og krydderier som koriander, spidskommen og sesamfrø. Dette skaber en spændende, krydret kant, der virkelig løfter retten. Friske krydderurter som persille, koriander eller mynte giver retten et friskt og aromatisk element, som afbalancerer græskarets sødme og dukkahens krydrede intensitet. Timianen og de ristede pinjekerner tilføjer desuden en sprød tekstur og en livlig farvekontrast til den bløde grøntsagscreme og det bagte græskar. En god kvalitetsolivenolie er essentiel til at binde smagene sammen og tilføre en rig, frugtig note til retten.
Vi har samlet opmærksomhedspunkter under opskriften, som kan være handy at kende til, inden du går i gang.
Husk, at vi poster mange af vores opskrifter i videoformat på vores Instagram. Det kan tit være behjælpeligt, at se opskriften blive lavet i en video.
Forberedelsestid: 10 min.
Tilberedningstid: 30 min.
I alt: 40 min.
Nok til 4 pers.
HVAD SKAL DU BRUGE:
GRÆSKAR
1 lille / 1/2 stort hokkaido græskar
Olivenolie
Salt og peber
8 salvieblade
2-3 spsk balsamicoglace
GRØNTSAGSCREME
200-300 g grøntsager (vi brugte 150 g aubergine, 150 g squash)
1/4 glas soltørrede tomater + olien
1/2 tsk tørret chili
1 fed hvidløg
1 tsk timian
1 tsk salt
1 tsk peber
70 g tomatpure
1 dåse butterbeans
TOPPING
2 spsk dukkah
2 spsk olivenolie
2 spsk pinjekerner
Timian
HVORDAN LAVER DU DET:
Forvarm din ovn på 220 graders varmluft.
Skær græskaret i fire kvarte og vend det i olivenolie, salt og peber i et ovnfast fad eller på en bageplade med bagepapir. Læg salviebladene ved og hæld 2-3 spsk balsamicoglace udover.
I et andet ovnfast fad (eller på en bageplade med bagepapir) vender du aubergine og squash skåret ud i mindre stykker, med resten af ingredienserne til grøntsagscremen bortset fra butterbeans.
Bag begge dele i 30 min. ved 220 graders varmluft. Det er færdigt, når du kan stikke en kniv igennem og det har en godt branket overflade.
Rist i mellemtiden pinjekernerne på en pande.
Når det er færdigbagt blender du aubergine-squashblandingen sammen med butterbeans til en lind creme. Smør den så ud på dit serveringsfad, anret de bagte græskar ovenpå og top med dukkah, olivenolie, ristede pinjekerner og frisk timian. Velbekomme!
OPMÆRKSOMHEDSPUNKTER
GLUTENFRI Retten er naturligt glutenfri, men dobbelttjek evt. din dukkah så du er sikker på den ikke indeholder noget gluten.
LAKTOSEFRI Retten er naturlig laktosefri.