Quinoasalat med bagte kikærter, syltede peberfrugter, kapers, dild og feta
Prøv denne skønne quinoasalat med bagte kikærter, syltede peberfrugter, kapers, dild, rucola og feta. Salaten er fyldt med smag og teksturer og så kræver den ikke mere end 5 min. arbejdstid.
Den proteinrige quinoa danner grundlaget for denne salat og bidrager med sin nøddeagtige smag og lette konsistens.
De bagte kikærter tilføjer en proteinrig og knasende dimension til salaten.
De syltede, grillede peberfrugter, med deres pikante og saftige karakter, tilføjer et vidunderligt syrligt element til retten. Samtidig giver olien de ligger i, en skøn cremet konsistens til hele salaten.
Kapersne bidrager med en pikant og salt smag, der giver en skøn kontrast til salaten.
Den friske afskårne dild bringer en urteagtig friskhed og delikat anisagtig smag, der løfter hele retten.
Rucola tilføjer en pebret og nøddeagtig smag samt en sprød tekstur, der komplimenterer retten så skønt.
Den smuldrede feta binder ingredienserne sammen med sin saltede og cremede karakter og tilføjer en lækker dimension til hver bid.
Hver mundfuld af denne quinoasalat er fyldt med smag, hvor de sprøde kikærter møder den saftige, syltede smag fra peberfrugterne og den cremede feta omfavner quinoaens lethed. Lav den her quinoasalat med bagte kikærter, syltede peberfrugter, kapers, dild, rucola og feta og server den på siden af ethvert aftensmåltid eller lav den som en skøn frokost, evt. med noget lækkert brød på siden.
Jeg har samlet opmærksomhedspunkter under opskriften, som kan være handy at kende til inden du går i gang.
Husk, at jeg poster mange af mine opskrifter i videoformat på min Instagram. Det kan tit være behjælpeligt, at se opskriften blive lavet i en video.
Forberedelsestid: 5 min.
Tilberedningstid: 25-30 min.
I alt: 30-35 min.
Nok til 4 pers. som side
HVAD SKAL DU BRUGE:
200 g quinoa (ukogte)
1 glas kapers (60 g drænet vægt)
1 dåse kikærter
1 glas syltede, grillede peberfrugter + olien
10 g afskåret dild
50 g rucola
2-3 spsk feta
2 spsk olivenolie
1 spsk æblevineddike
Salt og peber
Evt. sumak (valgfrit)
HVORDAN LAVER DU DEM:
Forvarm din ovn på 220 graders varmluft.
Vend kapers, kikærter, de syltede peberfrugter + oliven herfra og dild sammen i et ovnfast fad og bag det i 20-25 min. ved 220 graders varmluft.
Kog quinoaen i mellemtiden.
Når dét i ovnen er færdigbagt og quinoaen kogt, vender du det hele sammen med dild, rucola og æblevineddike.
Smag til med salt, peber og sumak og top af med feta på toppen. Velbekomme!
OPMÆRKSOMHEDSPUNKTER
QUINOA Du kan bruge hvilken som helst slags quonia, rød, hvid eller sort, men jeg vil anbefale at bruge hvid quinoa til denne ret, da de er lidt blødere og fyldigere i teksturen.
SYLTEDE, GRILLEDE PEBERFRUGTER De syltede peberfrugter kan købes i de fleste konventionelle supermarkeder i konserves-afdelingen, men de bedste er dem fra Føtex. De er større, har en skønnere smag og olien smager skønt grillet.